Velgørenhed er ikke noget, vi sådan tænker så meget over i Danmark – vi forlader os på velfærdsstaten. Men danskerne er alligevel gode til at støtte velgørenhed – hvad enten det er ved at købe ind i en genbrugsbutik, yde frivilligt arbejde eller støtte direkte med penge.
Hvert år bliver der således gennemført flere landsdækkende og lokale indsamlinger, og hen over året er det næsten 15 % af alle danske kvinder, der donerer noget til en indsamling og godt 10 % af de danske mænd. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Mænd giver mest
Selv om mændene er lidt langsommere til at få pengesedlerne op af lommen, når der bliver samlet ind, er de til gengæld lidt bedre til at de lidt større summer op. Mænd gav i 2017 godt 2.400 kr. til velgørenhed, mens kvinder gav lidt mindre, nemlig lige godt 2.000 kr.
Der er ikke nogen særlig forklaring på, hvorfor der er forskel på, hvad mænd og kvinder donerer til velgørenhed, men måske er det sådan, at når man giver oftere, giver man også lidt mindre ad gangen.
Yngre giver også mindre end ældre. Unge under 20 år slipper omkring 500 kr. til velgørenhed om året, mens folk over 80 år donerer godt 3.100 kr. om året. Unge er ofte i en mere trængt økonomisk situation end ældre og har måske også mindre blik for, at velgørenhed er noget, der også kræver private midler og ikke kun klares ved hjælp af velfærdsstatens bevillinger.
Geografisk set er københavnerne de mest nærige med en årlig donation på 1.998 kr. Nordjyderne giver lidt mere, og i toppen liger indbyggerne på Bornholm, hvor en bidragsyder hvert år slipper omkring 3.500 kr. til velgørenhed.
Man kan støtte godkendte formål og få fradrag for sin bistand, hvis man støtter. Man kan i 2020 trække op til 16.300 kr. fra i skat for velgørenhed.